Historie:
Organiseret opdræt af franske, korthårede Bassets begyndte i 1870'erne. Med udgangspunkt i Bassets af formentlig fælles oprindelse stabiliserede le Couteulx de Canteleu en brugstype med lige forben, kaldet d'Artois, mens Louis Lane udviklede en mere iøjnefaldende type med krogede forben, kaldet Normand.  Først i 1924 vedtog man navnet Basset Artésien-Normand for racen og dens specialklub.  Léon Verrier, der i en alder af 77 år overtog ledelsen af klubben i 1927, ønskede at forstærke racens præg af Normand, og i bagen om støvere fra 1930 hvor begge racerne Basset d'Artois og Basset Artésien-Normand omtales - finder man denne bemærkning om sidstnævnte: 'Komitéen for Société de Vénerie beslutter og noterer, at Basset Artésien-Normand ikke blot skal være en overgangsform på vej mod Normand-typen, uden præg af Artois."

Helhedsindtryk:
Lang i forhold til højden, velstillet og kompakt.  Dens hoved har samme præg af ædelhed som de store støvere fra Normandiet.
 

Vigtige proportioner:
Forholdet skulderhøjde / kropslængde ca. 5:8
Forholdet brystdybde / skulderhøjde ca. 2:3
Forholdet skallens / hovedets længde ca. 1:2
Forholdet næsepartiets / skallens længde ca. 10:10

Adfærd og karakter:
Dens meget fine næse, sporfasthed og storartede halsgivning giver jægeren mulighed for at glæde sig over drevet, der ikke foregår i for højt tempo.  Af karakter er den munter og meget hengiven.

Hoved:
Skalle: Hvælvet og middelbred med tydelig nakkeknude.  I sin helhed skal hovedet virke tørt.
Stop: Markeret uden overdrivelse.
Næse: Sort og bred, rager en smule frem foran læberne.  Godt åbne næsebor.
Læber: Overlæben dækker underlæben godt, uden dog at være hængende eller nå for langt bagud.
Næseryg: Omtrent af samme længde som skallen og let buet.
Kinder: Huden danner på kinderne en fold eller to.
Bid: Saksebid, dvs. at de øverste fortynder med tæt kontakt overlapper de nederste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.
Øjne: Ovale af form, store og mørke (svarende til pelsfarven), med et roligt og alvorligt blik. Nederste øjenlågs røde rand kan - dog uden overdrivelse - undertiden ses,
Ører: Ansat så lavt som muligt, aldrig over øjenhøjde.  De er smalle ved basis, godt indaddrejede, smidige og tynde og mindst lige så lange som næsepartiet.  De skal helst afsluttes i en spids.
Hals: Ret lang, med en smule løs halshud, dog ikke overdrevent.

Krop:
Ryg: Bred, fast og godt båret.
Lænd: Let hvælvet.
Hofter: Let skråtstillede, hvad der giver et let hældende kryds.
Brystkasse: Med ovalt tværsnit og lang.  Brystbenet går langt bagud og er fremtrædende fortil, og forbrystet er veludviklet.  Flankerne er udfyldte.  Brystets underlinie ligger tydeligt lavere end albuerne.
Ribben: Lange og strækker sig godt bagud.
Hale: Temmelig lang, kraftig ved roden og gradvis tyndere udefter.  I hvile bør halen netop kunne nå jorden.  Halen bæres sabelformet, men den må aldrig bøjes ned til ryggen eller have fane ved spidsen.  Det er absolut forbudt at ændre halens udseende på udstillingshunde.
Forparti:
Generelt: Forbenene er korte og kraftige.  De er halvkrogede eller knapt halvkrogede; der skal være en tilstrækkeligt synlig tendens til krogethed.  Et par hudfolder ved håndroden - uden overdrivelse - betragtes som et fortrin.
Skuldre: Muskuløse og skråtstillede.
Albuer: Med god tilslutning til kroppen.
Poter: Ovale af form, let aflange, med tæt sluttede tæer og lodret stillede mod jorden, sådan at de giver god støtte.
Bagparti.
Generelt.  Set bagfra vil en lodret linie fra sidebenet gå ned gennem midten af underlår, haseled, mellemfod og pote.
Lår: Meget fyldige og muskuløse.
Haseled: Kraftige, meget lavt ansatte og temmelig vinklede, hvorved bagpoterne bliver placeret en smule inde under hunden, når den står stille.  En lille hudpose ved hælspidsen, dannet af det rigelige skind, er ikke en fejl.
Mellemfod: Kort og kraftig.
Bevægelse: Regelmæssig og ganske fri, med rolige bevægelser.
Hud: Smidig og tynd.
Pels: Hårlag: Glat, kort og tæt, ikke for fint.

Farve:
Fauve med sadel og hvidt (trefarvet), eller fauve og hvid (tofarvet).  I det første tilfælde bør hovedet være rødlig fauve med en plet af mørkere pels på hver tinding.  Sadlen (eller de aftegninger, der findes hos meget brogede hunde) er dannet af sorte eller flerfarvede pelshår (og har således en farve, der svarer til de gamle betegnelser 'harefarvet" eller “grævlingfarvet”).

Størrelse, vægt:
Hanner og tæver fra 30 til 36 cm, med en tolerance på i cm. over eller under de foreskrevne grænser for hunde af fremragende kvalitet.  Vægt fra 15 til 20 kg.

Fejl:
Hoved: Flad skalle; bred pande; for markeret pandefure. Ørerne flade, for runde, tykke eller ansat for højt og bredt. Øjne lyse, runde og udstående, med alt for synlig blinkhinde.
Hals: For kort.
Krop: Blød eller nedsunken ryg; hale for lang, skæv eller tyk; brystbenets bruskagtige forlængelse bagud for kort eller manglende; ribben flade eller deformerede.
Forpart: Skuldre stejle, korte, med for lidt muskulatur.  Håndrødderne rører hinanden.  Mellemfod udaddrejet; forben 'overkodede' eller alt for krumme; udaddrejede albuer; flade poter; spredte tæer.
Bagpart: Flade køller; haser snævre, for let vinklede.
Pels: Blød, udpræget lang eller med frynser.
Farve: Hovedet sodet (med mørke hårspidser).
Temperament.. Skyhed.

Diskvalificerende fejl:
Manglende type. Størrelse over eller under standardens mål.  Over- eller underbid.  Meget lyse øjne. Brystben for kort bagtil, og dets forlængelse mangler.  Kraftigt deformerede ribben.  Helt lige forben.  For spinkle benstammer.  Hovedet stærkt sodet.  For mange små, sorte pletter, der giver den hvide pels et blåligt skær.  Temperament frygtsomt eller aggressivt.  Monorchisme, kryptorchisme.  Store anatomiske afvigelser fra normen.  Tydelige og invaliderende, arvelige fejl.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.